Digitale magasiner – nu også i fritiden

Min datter er blevet redaktør! I en alder af 8 år er hun gået i den stolte moders fodspor og har udgivet sit eget digitale magasin på gosupermodel.dk.

[Read more...]

Naturli – frækkere og sejere

Tre år går bare hurtigt – men der sker alligevel meget. Så meget, at det layout, vi dengang syntes, var det lækreste design, Naturli kunne iføre sig, var blevet håbløst damebladsagtigt…

Vi synes nemlig, at magasinet handler om så meget andet, end hvad hårmoden siger, og hvordan vi nu skal tilbringe ferien for at være med på den seneste trend. I stedet får læserne masser af holdninger, gode råd og viden om sundhed og velvære på en naturlig måde. Naturli er ikke bange for at skrive om andre holdninger eller tage fat i kontroversielle emner ud fra sundhedspolitiske vinkler – ligesom vi gerne vil hjælpe den naturlige forbruger med at finde lidt rundt i junglen.

Alt dette skulle det nye layout gerne afspejle – og det, synes vi faktisk, er lykkedes meget godt. Forsiden er blevet mere enkel uden at mangle overskrifter, omslaget er blevet mat – med et lækkert råt udtryk til følge, og indeni er udtrykket blevet renere, hvilket giver mere plads til de små nye finurligheder, som også er kommet til.

Målet har været at lave et magasin, som man stadig kan hygge sig med i sofaen, men som også signalerer seriøsitet og holdning til den kritiske grønne forbruger. Vi tror, det er lykkedes, men vurder selv. Du kan se det nye Naturli i vores Epaper på naturli.dk.

Den lede leder

Naturli er sendt i tryk, og Louise og jeg kan endnu en gang nyde et par dages stille glæde over, at vi igen nåede det hele til tiden. Men i dagene lige inden trykmaskinen gearer op, er jeg som sædvanligt i gang med den opgave, som mange redaktører nok skyder til det sidste: nemlig at skrive lederen.

Jeg har altid rigtig mange gode idéer op til opgaven, men når tasterne skal slås i bund op mod trykstart, er idéerne på magisk vis forsvundet. Og hvad gør man så?

Jeg har selv visse krav til en leder: den skal være interessant, vedkommende, aktuel (hvilket den som oftest bliver, fordi jeg venter så længe) og gerne lede læseren i gang med magasinet. Og så må den gerne være underholdende. Jeg synes ikke, at en leder ‘bare’ skal være et ‘hyggehejsa og god læselyst’ – for så springer læseren den over – og hvad er så meningen med at bruge dyr spalteplads?

Lederen er et sted, hvor redaktøren har muligheden for at sætte dagsordenen, for at melde ud, hvad holdningerne bag magasinet er, og på hvilke præmisser magasinet er blevet til og skal læses ud fra.

Det er selvfølgelig mange krav at stille på kort plads – og nok én af grundene til, at skærmen går i sort, mens trykmaskinen pruster redaktøren i nakken. Men et af de tricks, jeg synes, fungerer bedst, er at gøre lederen personlig. Når redaktøren løfter lidt af sløret for, hvad hans eller hendes holdning er, evt. krydrer med pinlige oplevelser, selverkendelser, glæder og sorger osv. Så bliver selv det mest selvhøjtidelige tema pludselig menneskeliggjort, interessant og forhåbentligt vedkommende for læseren.

Jeg har heldigvis gode kolleger, der er parat til at spille lidt bold med tankerne, når hjernen og fingerspidserne ikke helt kan komme i gang med dansen over tasterne. Så vender jeg temaet, hører hvilke tanker, andre får – der kan være mange deltemaer og dilemmaer – og på næsten magisk vis har jeg pludselig de nøgleord, der skal til.

Nogle gange bliver lederen knapt så oplagt – andre gange er den lige i øjet. Og jeg elsker, når korrekturlæseren klukker lidt over den. Jeg bruger mig selv, så meget, at min mor en gang kommenterede på en leder om at have travlt med arbejde og hjemlige sysler, med et “Din mand, han laver da også en masse derhjemme!”. Tak mor, for altid at holde mig på jorden. ;-)

Naturli nr. 6/2010 udkommer den 28. juni – så kan du jo selv vurdere, om det lykkedes for mig denne gang at leve op til mine egne krav…

Så er Wired i luften med første iPad magasin

Wired er gået i luften med deres online udgave af magasinet til iPad. Se med på deres hjemmeside og se filmen om hele processen. Der er solgt 24.000 udgaver allerede det første døgn.

Første udgave har Pixar gutterne på forsiden – men det tager en del tid før du er igennem de første mange opslag med annoncer. Det er interesseant at se, hvor mange annoncører der er med i denne første online publikation.Det tager lidt tid at finde ud af navigation. Et designmagasin som Wired opleves anderledes på en iPad – end i en trykt udgave, hvor papir, omslag og udtryk arbejder helt anderledes.

Wired har arbejdet tæt sammen med Adobe omkring de nye muligheder på håndholdte PC er – og dette er nok bare det første vi får at se til nye muligheder for online magasiner.

http://www.wired.com/epicenter/2010/05/wired-ipad-app-sells-24000-copies-in-first-24-hours

embedded by Embedded Video