Naturli er sendt i tryk, og Louise og jeg kan endnu en gang nyde et par dages stille glæde over, at vi igen nåede det hele til tiden. Men i dagene lige inden trykmaskinen gearer op, er jeg som sædvanligt i gang med den opgave, som mange redaktører nok skyder til det sidste: nemlig at skrive lederen.

Jeg har altid rigtig mange gode idéer op til opgaven, men når tasterne skal slås i bund op mod trykstart, er idéerne på magisk vis forsvundet. Og hvad gør man så?

Jeg har selv visse krav til en leder: den skal være interessant, vedkommende, aktuel (hvilket den som oftest bliver, fordi jeg venter så længe) og gerne lede læseren i gang med magasinet. Og så må den gerne være underholdende. Jeg synes ikke, at en leder ‘bare’ skal være et ‘hyggehejsa og god læselyst’ – for så springer læseren den over – og hvad er så meningen med at bruge dyr spalteplads?

Lederen er et sted, hvor redaktøren har muligheden for at sætte dagsordenen, for at melde ud, hvad holdningerne bag magasinet er, og på hvilke præmisser magasinet er blevet til og skal læses ud fra.

Det er selvfølgelig mange krav at stille på kort plads – og nok én af grundene til, at skærmen går i sort, mens trykmaskinen pruster redaktøren i nakken. Men et af de tricks, jeg synes, fungerer bedst, er at gøre lederen personlig. Når redaktøren løfter lidt af sløret for, hvad hans eller hendes holdning er, evt. krydrer med pinlige oplevelser, selverkendelser, glæder og sorger osv. Så bliver selv det mest selvhøjtidelige tema pludselig menneskeliggjort, interessant og forhåbentligt vedkommende for læseren.

Jeg har heldigvis gode kolleger, der er parat til at spille lidt bold med tankerne, når hjernen og fingerspidserne ikke helt kan komme i gang med dansen over tasterne. Så vender jeg temaet, hører hvilke tanker, andre får – der kan være mange deltemaer og dilemmaer – og på næsten magisk vis har jeg pludselig de nøgleord, der skal til.

Nogle gange bliver lederen knapt så oplagt – andre gange er den lige i øjet. Og jeg elsker, når korrekturlæseren klukker lidt over den. Jeg bruger mig selv, så meget, at min mor en gang kommenterede på en leder om at have travlt med arbejde og hjemlige sysler, med et “Din mand, han laver da også en masse derhjemme!”. Tak mor, for altid at holde mig på jorden.

Naturli nr. 6/2010 udkommer den 28. juni – så kan du jo selv vurdere, om det lykkedes for mig denne gang at leve op til mine egne krav…